Brevveksling med Thit Jensen
Med Thit Jensen (1876-1957) kom Pontoppidan i forbindelse omkring 1916 da hun søgte hans hjælp til at komme på finansloven. Større hjælp kunne han yde hende ved en samtale i 1924 der efter hendes eget udsagn satte hende i stand til at skrive Aphrodite fra Fuur. Siden søgte hun hans hjælp i andre, mindre sammenhænge, og han støttede hende på forskellig vis, uden at der dog er vidnesbyrd om at de oftere kom sammen (således omtaler Pontoppidan hende så godt som aldrig i sin øvrige korrespondance). Sidste spor imellem dem er fra 1928 hvor Pontoppidan havde sendt en munter hilsen der blev læst op til hendes forfatterjubilæumsfest. I alt er bevaret ét brev fra Pontoppidan og otte fra Thit Jensen.